Du har måske set ordet flagdug på mange af vores produkter og undret dig over, hvad det egentlig er, og hvordan det adskiller sig fra andre materialer til flag. Her gennemgår vi det vigtigste, du skal vide om vores originale flagdug.
Langkilde & Søns originale flagdug
Flagdug er et slidstærkt, vævet tekstil, der er udviklet til flag og vimpler, som skal kunne modstå vind og vejr. Hos Langkilde & Søn producerer vi selv vores ekstra stærke flagdug, som vi kalder Original Flagdug, som er skabt til at kombinere styrke, fleksibilitet og holdbare farver.
Men hvad er vores flagdug egentlig lavet af, og hvad gør den særligt velegnet til flag og vimpler?
Hvad er flagdug lavet af?
Vores Original Flagdug er fremstillet af 100 % spundet polyester. Flagdugen er lærredsvævet og vejer minimum 170 gram pr. kvadratmeter.
Polyestertrådene består af mange fine fibre, som spindes sammen til stærke tråde. Denne opbygning giver flagdugen både styrke og elasticitet, så stoffet kan give efter for vindens tryk uden at knække.
Flagdugen indfarves desuden med en særlig holdbar farve og varmebehandles efterfølgende. Det er med til at sikre, at flaget bevarer sine flotte farver og ikke falmer efter kort tid i stærkt sollys.
Hvorfor bruger vi flagdug til flag og vimpler?
Et flag eller en vimpel på en flagstang bliver konstant udsat for vind og vejr og dermed stor belastning. Derfor stilles der særlige krav til det stof, der anvendes. Vores originale flagdug er udviklet til at kombinere styrke med fleksibilitet. Stoffet kan give efter for vindens tryk, samtidig med at den stærke vævning gør det velegnet til flag og vimpler, der skal bruges udendørs.
Kvaliteten af et flag afhænger dog ikke kun af selve flagdugen. Syninger, detaljer og det håndværk, der ligger bag, har også betydning for det færdige resultat. Hos Langkilde & Søn har vi produceret flag siden 1938, og mange af vores flag afsluttes stadig i hånden for at sikre præcise syninger og detaljer.
Original flagdug – fra flagstangen til borddækningen
Vores originale flagdug bruges ikke kun til flag og vimpler. Det samme karakteristiske tekstil går igen i mange af vores produkter til hjemmet, blandt andet duge, stofservietter og bordpynt. Flagdugens styrke, vævning og klassiske udtryk gør materialet velegnet til mange forskellige formål. Uanset om flagdugen skal vaje på en flagstang eller ligge på det dækkede bord, er udgangspunktet det samme: et stærkt og karakteristisk tekstil, der er skabt til at blive brugt igen og igen.















